Jeg har skrevet et essay, om den lige vej. Jeg ville egentlig gerne have jeres mening om det, så håber I vil give jer tid til, at læse det. Ved godt, at det måske er lidt langt. Men tag den tid det tager, og smid en lille kommentar. Tak på forhånd! - xoxo Louise
Den lige vej?
Den lige vej er sikkert den nemmeste, men langt fra den sjoveste. Man skal da nå at opleve mest muligt, inden der ikke er mere vej at gå på. Som teenager har man især svært ved, at holde sig på den lige vej. Man vil gerne udforske verdenen, og tage nogle chancer. Man vil more sig og opleve noget nyt. Men det er det, som gør det farligt. Hvis man ikke er erfaren på livet, så vil det hurtigt kunne gå galt, måske meget endda. Men en af livets små fælder, er, at selvom man måske ikke bevæger sig, så bevæger tiden sig altså stadig. Hvert sekund tæller på ens lange rejse, og derfor skal man aldrig nogensinde stoppe på sin vej, da man helst gerne skulle have mest muligt ud af sit liv. Teenager elsker sideveje og skam også genveje. De vil gøre næsten alt, for at opnå lige så meget erfaring på livet, som de voksne. De vil ikke blive set ned på, som små larver. De vil være en færdig udviklet sommerfugl.
Det gælder om at ville fremad på livets sti; det gælder om at stille og stå hinanden bi, selvom vejret godt kan skifte undervejs. Det kan regne og regne, så man næsten tror, at det aldrig stopper igen. Men efter regn kommer der altid noget godt. En regnbue. Den symboliserer, at det vil blive bedre tider. For efter regn, kommer der altid sol. Solen kan varme og gøre noget helt fantastisk ved en. Det er altid dejligt og en lettelse, når solen endelig kommer frem fra sit skjul bag regnskyerne. Man ved at den hele tiden har været der, og nu viser den bare sin opmuntrende glans frem. Brug livet, men misbrug det ej. I modgangs sky, i medgangs sol, ej på dig selv, men på himlen stol. Hvis man fortsætter derudad, vil man højst sandsynligt, på et eller andet tidspunkt nå til en mark. En mark fuld af blomster. Både smukke og mindre smukke. Men heldigvis er det ydre bare en skal. En skal som der skal knækkes. Nogle gange er det de grimmeste skaller, som har den smukkeste fortælling. En fortælling den smukke skal aldrig nogensinde kommer i nærheden af. Men trods alt, har alle deres goder. Det er bare et spørgsmål om, at finde dem, og derefter sætte pris på dem. Man skal fryde sig ved livet, i sine dages vår. Plukke glædens roser før de forgår. Men desværre har man tit travlt med, at skynde sig videre, så man aldrig rigtig får lov til, at se hvad der egentlig gemmer sig bag de mange skaller. Netop derfor kan man risikere, at finde den aller smukkeste rose. Den er så perfekt på sit ydre. Så dejlig rosenrød, fyldt med kærlighedens begær, og med den fineste grønne stilk. Men hvis man er for hurtig, kan man komme til, at stikke sig. Hvis man ikke har nået, at se, at rosen har torne, så vil man blive stukket. Alle roser har torne, og det skal man passe på. Deres goder er, at de har de flotteste kronblade, i alverdens farver. Men de har også ting, som man ikke lige umiddelbart kunne forestille sig. På blomstermarkerne kan man også risikere, at støde på nogle tidsler eller ukrudt. Man vil sikkert blive revet og overrasket, og det vil gøre ondt. Men det skal ikke stoppe en i, at gå videre, så man kan opnå det, man skal på livets rejse. Hvis man aldrig risikerer eller satser noget, som f.eks. at bevæge sig ud på blomstermarkerne. Så vil man jo heller aldrig kunne opnå noget godt. For hvis man ikke ved hvad det mindre gode vil sige, så kan man heller ikke vide hvornår det egentligt er godt. Tit kan man godt føle sig fanget, lang tid, det samme sted. Det kan også ses på græsset. Det er fladt, og hvis man ikke bevæger sig videre, så vil græsset dø. Man kan ikke forhindre sorgens fugle i, at flyve over sit hoved, imens man er fast låst. Men man kan forhindre dem i, at bygge rede i ens hår. Dog kræver det mod og styrke for, at kæmpe sig løs. Nogle gange bliver man endda nød til, at komme ud med alt hvad der er indeni ens krop. Alt ens kraft og styrke, så man kan optage noget nyt på vejen. Derfor skriger man. Man skriger indtil der ikke er mere luft tilbage i lungerne. De er helt tømte. Derefter suger man alt nyt luft ind, og så er man klar til, at gå videre.
Frihed kan være mange ting. Nogle føler sig mest fri, når de er nøgne. Der er intet som strammer eller sidder tæt. Men nøgenhed har også den ulempe, at det gør en mere sårbar. Sårbar overfor hvad man møder på vejen. Man blotter totalt sig selv, for hele omverdenen. Det gør en anderledes. For de fleste prøver så vidt muligt, at passe på sig selv, og det at være anderledes er bare noget, som der bliver set ned på. Men at være anderledes, er det som gør en forskel, og som giver en ny udvikling. Ikke kun for en selv, men også for andre på sin vej. De vil måske ikke se en, som det træ som står alene, for sig selv i vejkanten. De vil pludselig sås ved siden af en. Andre skal have luft under vingerne, og ud på landets vildmarker. Men man skal dog ikke flyve hurtigere end ens engel kan følge med. Frihed kan også være, at man får lov til, at bestemme selv, og det er netop det, som man selv kan. Det er en selv, som bestemmer hvilke veje man vil tage i livet. Der er altid den lige vej. Men der kan også være den snoede- eller hullede vej. Man bestemmer selv. Ens barndomsvej har man ikke særlig tit selv valgt. Det er man for lille til. Men faktisk så er det der man lærer bedst, og der ens personlighed begynder at forme sig. Børn med handicap er som sommerfugle med brækkede vinger. De er lige så smukke som alle de andre børn. De har bare brug for hjælp, til at få spredt deres vinger ud. Man skal huske, at have tillid til sine forældre om, at de har lært en det rigtige. For der kommer et tidspunkt, hvor de ikke længere kan bestemme for en, og det er der man får lov til selv, at forme sit liv og sin fremtid. Selvom man ikke kan stole på nogen, men kun tage chancer, så skal man ikke være bange. Der skal være plads til, at begå fejl, og plads til at rejse sig op igen, hvis man falder over en sten. Man burde egentlig heller ikke dømme nogen, da alle sammen er på en lang rejse, og derfor gør nogle ting, som ikke altid er så smarte igen. Det er nemlig i faldet, man får sine vinger.
Nogle gange kan man godt opleve, at man bliver overhalet af andre. De får hurtigere succes end en selv. Men bare rolig. Det kan jo være, at det på et tidspunkt er en selv, som overhaler nogle. Derfor skal man ikke give op. Men den der går i andres fodspor, kommer aldrig foran. Man skal gå efter skyerne og stjernerne. De er drømmene. Man ser kun selv det, som man vil se. Man kan også godt blive kørt over, eller se andre blive det. Det gør måske sådan, at man aldrig ville kunne udleve det, som skyerne og stjernerne fortæller en. Derfor burde ens vej måske bare ende der, i stedet for. Der er andre som kun ser sig selv som en fiasko. De tror ikke på, at de nogensinde vil kunne overhale andre. Netop fordi de er blevet overhalet så mange gange. Derfor giver de slip, og vælger selv, at slutte deres vej. Men det burde ikke være sådan. De når aldrig at se den regnbue, som har ventet på dem. Selvmord er en evig løsning, på et midlertidigt problem. Desværre vil man tit opleve, at nogle forsvinder før en selv. De bliver et med jorden. Men det skal ikke forhindre en selv i, at flyve videre, så man kan finde enden af sin vej. Mødes og skilles er livets skik. Det eneste man kan gøre, er, at takke for de dage der kom og gik. Men heldigvis er der en ting, som altid vil følge en. I medgang og modgang. I sol og regn. Ens skygge. Den skygge er en man kan regne med til uendelighed. En som vil følge en til vejens ende. Selvom man er faret vild, må man gerne spørger andre om vej. Det siges at drenge aldrig spørg om vej. Men tro mig, det gør de. Der er ingen, som kan gå igennem livet, uden at spørger om hvilken vej man skal, bare én gang. Drenge er jo deres mors små bedårende drenge, lige meget hvad. Ligesom pigerne også altid vil være noget helt specielt hos deres fædre.
Pulsen stiger. Hjertet banker. Frygten æder en langsomt op. Det går op af bakke, og man ved ikke om man nogensinde kommer over på den anden side. Det gør man. Man løber for livet, og ved ikke hvor man er på vej hen. Man bliver jagtet, som et rådyr. Man løber imellem træer og buske. Over sten og græs. Men til sidst kan ens krop ikke holde til mere, og man falder om af træthed. Træt af at flygte. Det som har jagtet en kommer tættere på. Helt tæt på. Man ved at nu er det sket. Det er forsent at flygte nu. Enten prøver man, at kæmpe imod med det sidste man har tilbage, eller så giver man op og får det overstået med det samme. Alt imens det kommer tættere på, tænker man, at det ikke kunne være anderledes. Det ville indhente en på et eller andet tidspunkt. Måske overlever man eller så gør man ikke. Man skulle bare aldrig have bevæget sig ud på den eng. Man skulle have været blevet hjemme. Ligesom at blive fanget, så er blæsten også noget værre noget. Den skubber en i en vis retning, og det er ikke altid man gider den vej. Nogle blæste er små, og skubber kun lige så stille i ryggen. Hvor andre er voldsomme. Man kan næsten ikke stå på jorden med sine fødder. Den skubber en fremad, presser en og man kan ikke gøre noget ved det. For hvis man giver op. Giver slip på sig selv og sin krop, så er det forfærdelige sket. Derfor skal man holde sig væk fra store blæste. Dem kan man nemlig ikke gøre noget ved. Mørket er lige sådan. Man kan ikke se noget. Man kan ikke se hvilke konsekvenser det vil bringe en. Måske vil det endda også medbringe konsekvenser for andre. Nogle man holder af, eller nogle som man har delt sine opture og succes med. Men hvis man ikke kan dele den glæde for de ting med nogle, så er det kun en halv glæde værd. Der skal jo være nogle, som kan blive stolte af en. Nogle som kan give en støtte. Nogle som kan få en til, at tro på sig selv, og dem risikere man at miste, hvis man bevæger sig ind i mørket, sammen med blæsten. Man kan sagtens komme til, at fortryde bagefter. Men man skal ikke bruge tiden på, at se tilbage. Tilbage på hvad man kunne have gjort anderledes. Det er ligegyldigt, for man skal alligevel ikke den vej. Man kan nemlig aldrig gå baglæns. Der er jo et mål, og det er at fortsætte indtil ens vej ikke er længere. Se mod lyset, så falder mørket bag en.
Om man vinder eller taber, det betyder ikke noget i det egentlige liv. Det handler om hvordan man spiller sine kort. Alle mennesker har svagheder, nogle har bare stærke facader. Men det betyder ikke, at de har vundet, selvom det måske ser sådan ud udadtil. De kan allerede have tabt indvendigt. Selvom man smiler, betyder det nødvendigvis ikke, at man er glad indeni. Ens skal er bare stærk. Stærk nok til, at holde alt det, som er derinde tilbage. Nogle facader kan der kun komme ting ind igennem, og ikke ud igen, og det kan vi ikke se. Ligesom de bedste og smukkeste ting i livet hverken kan ses eller røres, men må opleves med hjertet. Så kan man heller ikke altid se bag facadens skjold. De ting som er synlige, som en ildebrand. De varer kun midlertidige. Imens de ildebrande, som er usynlige varer evigt. De kan ikke ses, kun mærkes. Man kan mærke hvordan de brænder, og hvordan de brænder alt op indeni. De brænder indtil der kun er aske tilbage, og til man er blevet kvalt. Men inden branden når så vidt, så få den slukket. Få åbnet ens bankende hjerte op, og riv facaden ned. Vis folk på ens vej, hvad der foregår. Det er sådan man vinder livets spil.
Men på et tidspunkt vil ens vej ende. For hvis den aldrig ville gøre det, så ville livet, og ens oplevelser ikke være så værdifulde, som de kunne have været. Man ville nå, at opleve alt hvad der egentlig er, at opleve, og så vil livet blive ligesom alle andres. Forskelligheden ville være væk. Selvom nogle føler de lige er kommet i gang med, at gå den lange vej. Så bliver den nød til, at slutte på et eller andet tidspunkt. Ellers er der jo ingen meningen med livet, og med bare at gå, og gå derudad. Og i virkeligheden så handler det ikke om, hvor mange åndedræt man når, at tage. Men om hvor mange oplevelser, som der tog ens åndedræt væk. For hvorfor skal det altid handle om målet, men ikke om rejsen? Men mennesket er lidt ligesom sommerfugle. Når man endelig er færdig udviklet, og er blevet en dejlig smuk sommerfugl, med store flotte vinger, og man ikke længere er en lille larve. Så går der ikke længe, så slutter det hele igen. Selvom man har taget mange forskellige sideveje. Så vil man alle sammen til sidst, ende på den samme vej. Den vej som startede det hele, men som også vil gøre en ende på alt hvad man har oplevet, og samlet op på ens vej. Man vil blive renset og tømt. Ånde det aller sidste. Helt indtil vejen ender. Gøre sig klar på, hvad der vil ske med en, når den lige vej ender. Ingen ved hvad der præcis sker. Men måske bliver man en sommerfugl, på en ny vej.
